Drømmelandskaber
Group Exhibition | Albert Contemporary | - curated by Frederik Hove | March 20th - May 1st 2026
Medvirkende kunstnere: Jeppe Hein, Farshad Farzankia, Eske Touborg, Thomas Juul-Jensen, Marielle Göthberg, Simona Popovic, Mathias Malling Mortensen, Asger Gjerdevik, Maria Torp, Frederik Næblerød, Benny Brankovic, Luca Bjørnsten, Camilla skov, Krista Rosenkilde, Michael Kvium
Pressemeddelelse
Drømmelandskaber - En dialog med Johan Thomas Lundbye viser, hvordan 15 af nutidens toneangivende kunstnere fortolker et næsten 200 år gammelt guldaldermaleri. Med fri fantasi og hver deres kunstneriske udtryk skaber de nye versioner af værket. Udstillingen tog sin spæde begyndelse for godt fem måneder siden, da Jonathan fra Albert Contemporary og jeg besluttede at gå sammen om at skabe en utraditionel galleriudstilling.
Selve ideen har været endnu længere undervejs. I flere år har jeg drømt om at kuratere en gruppeudstilling med afsæt i et værk af min yndlingskunstner fra den danske guldalder: maleren Johan Thomas Lundbye (1818-1848).
Men hvorfor Lundbye? Og er guldalderen overhovedet en periode fra kunsthistorien, der stadig er relevant i dag?
Først og fremmest vil jeg understrege, at valget af kunstnere ikke udspringer af et ønske om, at de skal male landskabet 1:1 efter Lundbye. Tværtimod har min ambition været at lade kunstnernes individuelle stil og personlighed komme til udtryk i værkerne. Man kan ikke tale om guldalderkunst og nationalromantik uden at nævne Lundbye. Hans hovedværk - En dansk kyst fra 1842-1843 var derfor det oplagte valg til udstillingen. Det store kystparti, der i dag hænger på Statens Museum for Kunst, er visuelt dragene og fyldt med betydninger og detaljer, som Lundbye tilføjede i løbet af sin arbejdsproces. Det var hans drøm om, hvordan Danmark skulle se ud: idealiseret, storslået og næsten uændret siden urtiden. Lundbyes drømmelandskaber var gennemsyret af tidens nationale ånd, men når vi ser dem i dag, næsten to århundreder senere, opdager vi noget overraskende: hvor meget vi stadig deler med menneskerne, der levede i begyndelsen af 1800-tallet. I guldalderen var kunsten med til at skabe en fælles og samlende fortælling om Danmark midt i et voldsomt pres udefra. Den fortælling giver genklang i vores egen tid, hvor spørgsmål om nationale værdier, grænser og fællesskab igen bliver diskuteret og udfordret. Krisetider eller ej, så er kunstens verden en uvurderlig gave. Den kan gøre os vemodige, forargede, glade - og så kan vi drømme os væk i den.
Jeg håber, I vil drømme med mig.
God fornøjelse!Frederik Hove
work
Skjønhedens Aandedræt
Mismodigt sidder jeg her i min skygge,
og ser paa hvad som foregaar i mit indre sind.
Tildragelser kan være mig saa modbydelige,
at jeg bliver ubillig og overseer skjønhederne deri.
En skjønhed der findes i de fine linier,
linier der reiser mod solen.
Hen langs lyset ser jeg en farve,
et lønligt aandedræt af farven grøn.
-Simona Popovic
Skjønhedens Aandedræt, 2026
(Dark room scan) - Archival pigment print
on Canson Ething Rag 310g
134 × 134 cm
Unique